Om foredragsholderen

Specialer: Modstandsbevægelsen på Midtsjælland, Special Operations Executives i Danmark 1940-1945, Våbennedkastninger i Danmark under besættelsen, Allierede flystyrt i Danmark og Royal Air Force Special Duty Squadrons.

Foredrag nr. 3 - Våbennedkastningerne til Hvidstengruppen

 For første gang kan du nu høre hele historien om våbennedkastningerne til Hvidstengruppen set fra Royal Air Force side.


Hør historien om våbennedkastningerne ved Hvidsten i 1943 baseret på foredragsholderens omfattende research i England og personlige møder og interviews med en række af efterkommerne til de engelske og polske piloter, der forestod nedkastningerne ved Hvidsten. Foredragsholderen fortæller også om hans møder i England med døtrene til Head of SOE Denmark Ralph Hollingworth.

I alt ni flyvninger til to modtagepladser ved Hvidsten blev gennemført mellem marts 1943 og november 1943. Våbencontainere, pakker med udstyr, brevduer og flyveblade blev nedkastet nær Hvidsten af engelske og polske besætninger. Historien om de otte faldskærmsfolk, der blev nedkastet på Mustard Point fortælles også.

Arbejdet med at nedkaste og modtage agenter og udstyr fra den engelske organisation Special Operations Executive (S.O.E.) var særdeles risikabelt. Familien Fiil og deres hjælpere nær Hvidsten satte sammen med danske S.O.E.-folk livet på spil for at modtage både våbencontainere og faldskærmsagenter.

I foredraget fortælles for første gang nogensinde historierne om nedkastningerne ved Hvidsten i detaljer samt også historierne om nogle af de væsentligste sabotageaktioner, der nu kunne igangsættes rundt om i Danmark med det nedkastede udstyr.

Varighed: 120 minutter